Ledere skal redde verden fra at brænde sammen med hjerner der er i gang med ditto

Af Kirsten Stendevad, forfatter og lederudvikler med fokus på fremtidens lederskab

Færre og færre har lyst til at være ledere, skriver MM. Måske er det også et spørgsmål om neurologi?

Vi står ved et kognitivt vendepunkt. Verden er i "polykrise" – et sammenfald af klimaforandringer, geopolitisk ustabilitet og en AI-revolution, der ruller hurtigere, end vores lovgivning kan følge med. Men midt i diskussionen om systemfejl overser vi den mest kritiske flaskehals: Den menneskelige hjerne.

Som Time Magazine har advaret om, vil dette årti definere verdens udvikling i generationer. Men hvordan forventer vi, at ledere skal (have lyst til at) navigere i dette terræn, når deres vigtigste værktøj – hjerne og nervesystem – er overbelastet af doomscrolling, fremtidsangst og et informations-overload, som vores biologi ikke er designet til at håndtere?

Det er en udbredt misforståelse i erhvervslivet, at vi bare kan "lære mere" eller implementere ny software i organisationen for at løse problemerne. For man kan ikke fylde ny vin på gamle flasker, hvis flaskerne er ved at revne.

Hvis vi skal håndtere det 21. århundredes udfordringer, skal vi først gøre plads. Vi har simpelthen brug for kognitiv sanering. Det er forbløffende hvor få lederudviklingsinstitutioner, der har taget konsekvensen af dette. De mest avancerede er begyndt at flirte med EQ og meditation, men vi er nødt til at gå langt grundigere til værks. Når vi er pressede, er den "zen-tilstand", mange søger, nemlig det første, der ryger. Læg dertil at forandringshasten stiger, hvilket indebærer, at mange er kronisk stressede.

Dette er en dårlig forudsætning for at lede med visdom. Derfor har vi brug for at reparere hjernen for kognitiv overbelastning og genopbygge dens lære-evne. For de unges vedkommende er indlæringsevnen livstruet af distraktioner og AI og for dem over 35 er den belastet af indgroede mønstre. Men af-og udviklingsparatheden er fuldstændig afgørende. Som Alvin Toeffler skrev allerede i klassikeren Future Shock: "Den vigtigste egenskab i det 21. århundrede bliver evnen til at aflære, genlære og lære." Det kræver en hjerne, der ikke bare er fyldt med forældet viden og gamle vaner, men som har den kognitive elasticitet til at ændre kurs.

Gennem mit arbejde med internationale partnere i Storbritannien har jeg set effekten af målrettet hjernetræning, der flytter neurologisk kapacitet markant med en overkommelig indsats. Det handler ikke om mindfulness eller hyggelig wellness, men om målbar optimering af korttidshukommelse og koncentrationsevne. Data fra over 50.000 mennesker i 87 lande viser en opsigtsvækkende tendens: Ved blot ti minutters skræddersyet træning om dagen oplever 95% af deltagerne mærkbare forbedringer i huskeevne, fokus, beslutningsdygtighed og kreativitet. Faktisk viser målingerne, at man kan udvide den kognitive styrke med op til 25%. Det svarer til at gøre hjernen et helt årti yngre rent funktionelt.

Det centrale her er evnen til at genskabe neuroplasticitet. Den opmuntrende nyhed til os alle er, at det er teknisk muligt at tilvejebringe permanente ændringer i hjernens struktur og vende tilbage til den neurologiske fleksibilitet, vi havde som børn – den, der for eksempel gjorde det muligt at lære at køre på cykel så man aldrig glemmer det, eller lære flere sprog samtidig. Når vi får denne evne igen som voksne svarer det til en neurologisk reboot: der bliver ryddet ud i gamle arkiver og gjort plads til at sortere i alle de produktivitets-apps, der allerede giver os ”AI-fatigue” – en diagnose, der ifølge Harvard Business Review er opstået kun to år inde i AI-revolutionen.

Men kan man nu også aflægge gamle vaner og overskrive de "softwarefejl", som stress og fortidige traumer har lagt i vores system? Vores følelser fungerer ofte som usynlige ankre, og selvom vi har en avanceret tankegang, "husker" kroppen. Det er her, mange ledere snubler; de forsøger at lede rationelt, mens deres nervesystem reagerer på frygt-impulser fra barndommen. Interessant nok har jeg også bevidnet de metoder, der oprindeligt er udviklet til at hjælpe militærfolk med PTSD, gøre en forskel i lederudvikling. Hvorfor? Fordi en moderne topleder i en krisesituation reagerer med de samme overlevelsesmekanismer i nervesystemet som en soldat i felten. Når vi omkoder disse automatiske reaktioner, holder vi op med at træffe beslutninger baseret på fortidens frygt frem for fremtidens muligheder.

Vi befinder os ved en skillevej. Vi kan fortsætte med "mere af det samme" - et lederskab præget af reaktiv brandslukning, som det reelt kun er én type ledere, der har det godt med - eller vi kan investere i den kognitive opgradering, der er forudsætningen for at kunne løse de problemer, vi selv har skabt. Jeg er overbevist om, at fremtiden tilhører de ledere, der investerer nu i overskuddet til at tænke længere end den næste notifikation på deres smartphone.

Som larven, der indeholder kimen til at blive en sommerfugl, har vi allerede skabelonen til et mere avanceret menneskeligt potentiale. Men det kræver, at vi tør tage vores neurologiske sundhed lige så alvorligt som vores kvartalsregnskaber. Det er ikke længere nok at have en skarp strategi; man skal have en hjerne, der er i stand til at eksekvere den uden at brænde sammen.

Valget er ikke bare ledernes, men bestyrelsernes og hver enkelt medarbejders. Konsekvenserne vil mærkes på dine karrieremuligheder om 5-10 år – og af vores allesammens børn og børnebørn.