Hvorfor de fleste programmer for lederudvikling ikke virker – og hvad man kan gøre ved det.

 Af Kirsten Stendevad, nordisk forfatter, keynote speaker og ledelsesudvikler

I de seneste årtier er ledelsesudviklingsprogrammer blevet en hjørnesten i mange organisationers strategier for vækst og succes. Ledelseskurser, workshops og coaching markedsføres som løsningen på komplekse ledelsesudfordringer. Talrige undersøgelser viser imidlertid, at disse programmer ofte ikke lever op til deres løfter. Mange ledere vender tilbage til gamle vaner kort tid efter træningen, og de forventede transformationer udebliver. Hvorfor sker det? Og hvordan kan vi skabe ledelsesudviklingsprogrammer, der rent faktisk virker?

Svaret ligger i hjernen og nervesystemet. Traditionelle ledelsesudviklingsprogrammer ignorerer ofte den neurovidenskabelige virkelighed, at mennesker ikke forandrer sig blot ved at tilegne sig nye færdigheder eller modtage ny information. Varig forandring kræver en dybere transformation, der involverer omprogrammering af hjernen samt bearbejdning af de traumer og ubevidste mønstre, der driver vores adfærd. Det kræver en dyb forståelse af både menneskets fysiologi og psykologi – områder, der i øjeblikket er underprioriterede inden for ledelsesudvikling.

Hjernens forsvarsmekanismer: Status quo-bias

Neurovidenskabelig forskning viser, at hjernen er indrettet til at opretholde status quo. Forskere har længe anerkendt begrebet status quo-bias, som beskriver vores medfødte tendens til at foretrække det, vi kender, frem for at tage risici eller ændre adfærd. Hjernens primære funktion er at holde os i sikkerhed, og det gør den mest effektivt ved at gentage de handlinger og den adfærd, der tidligere har sikret vores overlevelse. Som det gamle ordsprog siger: „Bedre djævelen, du kender, end djævelen, du ikke kender.“ Selvom vi rationelt forstår, at vi er nødt til at ændre vores adfærd for at blive bedre ledere, modarbejder vores underbevidste hjerne aktivt denne forandring.

Traditionelle ledelsesudviklingsprogrammer undervurderer denne dybtliggende psykologiske og fysiologiske modstand. At præsentere ledere for nye teorier og værktøjer er som at lære nogen at svømme uden at lade dem komme i vandet. Det kan skabe intellektuel indsigt, men ændrer ikke de dybt indgroede mønstre, der styrer vores handlinger. For at skabe varig forandring må vi dykke dybere ned i, hvordan hjernen fungerer, og hvordan nervesystemet reagerer på forandring.