Indre Lederskab for Unge

Kræftpakkerne krævede ikke ny medicin. De krævede en minister, der besluttede, at ventetid var en del af sygdommen. Uddannelsesområdet venter stadig på sin.

Af Kirsten Stendevad, ledelsesudvikler og forfatter

For tyve år siden var det at få kræft i Danmark også at komme i kø. Man ventede på én læge, så på den næste, og de to vidste sjældent, hvad hinanden lavede. Imens voksede sygdommen. Danske patienter havde siden 1970erne haft dårligere overlevelse end i vores nabolande, og for tarmkræft lå Danmark sidst i Norden i et halvt århundrede.

I oktober 2007 indgik regeringen og Danske Regioner en aftale: kræft skulle behandles som en akut sygdom. Inden udgangen af 2008 skulle alle kræftformer have et pakkeforløb med faste forløbstider, en forløbskoordinator og monitorering hvert kvartal. I dag findes 28 kræftpakker.

Det bemærkelsesværdige er, hvor lidt raketvidenskab det var. En VIVE-evaluering konkluderede, at hospitalsledelserne indtil da hverken havde evnet eller prioriteret at skabe hurtige, tværgående forløb. Der skulle et politisk indgreb til at gøre det, fagfolkene selv kunne have gjort.

Det virkede. Femårsoverlevelsen er fra 2010 til 2024 steget fra 64 til 74 pct. for kvinder og fra 61 til 71 pct. for mænd, viser tal fra Cancerregisteret. For tarmkræft har Danmark vendt et halvt århundredes bundplacering til Nordens højeste overlevelse. Pakkerne er i dag under pres, men tak til de ministre, der satte dem i verden.

Derfor mit spørgsmål: hvilken minister gør det samme på uddannelsesområdet?

Køen er der allerede

Den Nationale Sundhedsprofil 2025 viser, at 52 pct. af unge kvinder scorer højt på stressskalaen mod omkring 30 pct. i 2010. Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16 og 24 år rapporterer dårligt mentalt helbred. En undersøgelse fra Ungetrivselsrådet fandt, at 28 pct. af de 15-30-årige har haft stresssymptomer så alvorlige, at de har opsøgt læge eller er blevet sygemeldt.

Vi behandler det som et trivselsproblem, der kan afhjælpes med kampagner og vejledningstimer. Præcis som med kræft: dygtige fagfolk, gode intentioner og intet forløb.

Samtidig forældes indholdet af uddannelserne med eksponentiel hast. World Economic Forums Future of Jobs Report 2025 vurderer, at 39 pct. af arbejdstagernes kernekompetencer er forandrede eller forældede i 2030. Og de kompetencer, arbejdsgiverne selv rangerer højest, er analytisk tænkning, robusthed, omstillingsevne, lederskab, nysgerrighed og selvindsigt.

Det er ikke fag. Det er kapacitet. Og det er præcis det, ingen studieordning underviser i direkte. Den seneste store uddannelsesreform handlede om studietid og økonomi, ikke om, hvad de unge skal kunne bagefter.

En pakke for indre lederskab

Jeg foreslår et pakkeforløb for indre lederskab bygget på kræftpakkens logik: defineret indhold, garanterede forløbstider, national monitorering.

Indholdet er ikke blødt. Det er evnen til at tænke, når det brænder på. Evnen til at kende forskel på sin egen retning og andres forventninger. Og agency: at skabe noget, der ikke fandtes før, i stedet for at reagere på det, der allerede er.

Det sidste er hele pointen i forhold til kunstig intelligens. En AI producerer svar hurtigere end noget menneske. Den kan ikke afgøre, hvilket spørgsmål der er værd at stille, eller bære ansvaret for konsekvensen. Den unge, der kun har lært at levere korrekte svar, konkurrerer med maskinen. Den, der har lært at sætte retning, supplerer den.

Det kan trænes

Af samme grund indførte jeg for nogle år siden to ekstra elementer på mine uddannelser i fremtidslederskab. Det første er ti minutters daglig hjernetræning, der styrker hukommelse, fokus og beslutningskraft og modvirker den fragmentering af opmærksomheden, som et konstant notifikationsflow skaber. Træningen øger samtidig neuroplasticiteten, altså evnen til at lære og aflære, som Alvin Toffler allerede i 1970 udpegede som det 21. århundredes vigtigste færdighed.

Det andet er S-EMDR, en struktureret anvendelse af den metode, WHO og NICE anbefaler som førstevalg ved posttraumatisk stress, og som bruges i militæret. Den neutraliserer de ømme emotionelle punkter, så man kan respondere på en situation frem for at reagere på autopilot.

Metoderne er udviklet over 25 år af en britisk virksomhed og bruges på flere engelske skoler. Leverandørens egne opgørelser viser over 50.000 deltagere i 87 lande, mange med neurodivergens. Det er ikke uafhængigt evalueret i dansk sammenhæng, og det er netop min pointe: hvorfor tester vi det ikke?

Indvendingen er nærliggende: skal uddannelsessystemet nu også overtage det, familien burde lære de unge? Det var præcis indvendingen mod kræftpakkerne. Dér var svaret, at fagligheden var i orden, mens sammenhængen manglede. Sådan er det også her.

Konkret: et obligatorisk forløb på alle ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. En garanteret frist for, hvor længe en ung må vente på reel hjælp ved mistrivsel. Og kvartalsvis offentliggørelse af, om fristerne holdes. Det, der måles, bliver gjort.

Kræftpakkerne krævede ikke et gennembrud i forskningen. De krævede en beslutning om, at ventetiden var en del af sygdommen, og et navn under den beslutning.

Vi står med en generation, der er blevet målt på at være hurtig, effektiv og korrekt, netop som maskinerne blev hurtigere, mere effektive og mere korrekte end dem. De skal lære noget andet, og de skal lære det nu, mens kapaciteten stadig formes let.

Om ti år vil nogen skrive, at det var indlysende. Spørgsmålet er kun, hvis navn der kommer til at stå under beslutningen.